Faggruppen af Fysioterapeuter for Voksne Udviklingshæmmede
§ 1. Navn
Faggruppens navn er:
Faggruppen af Fysioterapeuter for Voksne Udviklingshæmmede.
stk. 2 Faggruppens adresse er formandens adresse.
stk. 3 Faggruppen er stiftet den. 14. november 1987.
§ 2. Formål
Faggruppens formål er at kvalificere og dygtiggøre den enkelte fysioterapeut, fungere som landsdækkende fagligt netværk, samt udbrede kendskabet til gruppens arbejdsområde. Dette kan ske gennem møder, kurser, hjemmeside og lignende.
§ 3. Medlemskab
Som medlem af faggruppen kan kun optages medlemmer af Danske Fysioterapeuter.
Indmeldelse sker gennem Danske Fysioterapeuter.
stk. 2 Ophør af medlemskab sker ved udmeldelse til Danske Fysioterapeuter, til udgangen af året, eller ved kontingentrestance i 3 måneder.
§ 4. Kontingent og Regnskab
Kontingent til faggruppen fastsættes af den årlige generalforsamling. Kontingentet betales for 1 år ad gangen og forfalder til betaling senest 30. januar.
stk. 2 Regnskabsåret går fra 1. januar til 31. december.
Inden afholdelse af generalforsamling forelægges regnskabet for de valgte revisorer.
§ 5. Generalforsamling
Generalforsamlingen er faggruppens højeste myndighed.
stk. 2 Bestyrelsen indkalder til en årlig generalforsamling med følgende dagsorden:
- Valg af dirigent og referent
- Formandens Beretning
- Fremlægeglse af revideret regnskab
- Indkomne forslag
- Fastsættelse af kontingent
- Valg til bestyrelse
- Valg af 2 revisorer
- Evt.
stk. 3 Generalforsamlingen er altid beslutningsdygtig med almindeligt stemmeflertal, dog kræver vedtægtsændringer, at mindst 2/3 af de fremmødte stemmer for. Der kan ikke afgives stemme ved fuldmagt. Skriftlig afstemning kan begæres af én deltager på generalforsamlingen.
stk. 4 Generalforsamlingen indkaldes med mindst 1 måneds varsel i Danske Fysioterapeuters fagblad.
stk. 5 Indkomne forslag skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før afholdelse af generalforsamling.
§ 6. Ekstraordinær generalforsamling
Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes såfremt bestyrelsen finder det nødvendigt, eller hvis 1/4 af medlemmerne skriftligt begærer det.
§ 7. Bestyrelse
Medlemmerne i faggruppens bestyrelse vælges på generalforsamlingen for en 2-årig periode. Halvdelen er på valg i ulige år.
stk. 2 Bestyrelsen består af mindst 4 og højst 10 medlemmer.
stk. 3 Bestyrelsen konstituerer sig selv efter generalforsamlingen med en formand, en sekretær og en kasserer.
stk. 4 Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.
§ 8. Andre organisationer
Faggruppen kan ikke tilslutte sig nogen indenlandsk eller udenlandsk organisation uden godkendelse fra Danske Fysioterapeuter.
§ 9. Danske Fysioterapeuters fagblad
Faggruppen kan benytte Danske Fysioterapeuters fagblad i henhold til de til enhver tid gældende retningslinier herfor.
§ 10. Øvrige rettigheder og pligter
Faggruppen er pligtig at overholde Danske Fysioterapeuters love, kollegiale vedtægter og beslutninger truffet af foreningens kompetente organer og indenfor foreningens formål.
§ 11. Nedlæggelse
Faggruppen kan nedlægges såfremt 2/3 af generalforsamlingen ønsker dette, og en efterfølgende skriftlig urafstemning blandt de stemmeberettigede medlemmer tilslutter sig med 3/4 flertal af de indkomne stemmer.
stk. 2 Faggruppen kan nedlægges af Danske Fysioterapeuter, såfremt den ikke opfylder Danske Fysioterapeuters vedtægter for faggrupper.
Sidst revideret og godkendt af generalforsamlingen 2010
Redigeret af : Lisbeth Svendler Nielsen, 22.07.2010
Til top